Nyhedsbrev september 2025
Ekstrakt fra bestyrelsens årsberetning den 13.9.2025:
Møde med Gribskov kommune
Jakob (nr. 16B) og Per (nr. 12) indledte med et referat af møde afholdt med kommunen i oktober 2024.
Et væsentligt formål med mødet, som skete på vejlaugets initiativ, var at undersøge muligheden for at ændre Tisvilde Lundevejs status fra privat fællesvej til offentlig vej, bl.a. i lyset af den øgede trafik. Kommunen meddelte, at en sådan ændring forudsætter, at vejen forbinder to offentlige veje, hvilket som bekendt ikke er tilfældet. Vejen forbliver derfor en privat fællesvej.
Et andet spørgsmål var, om man i tilfælde af en egentlig genopretning af vejen kan inkludere andre veje i finansieringen, idet Tisvilde Lundevej reelt er forsyningsvej til en række veje i området. Det vil dog kræve, at kommunen ved et vejsyn vurderer, at vejen er i meget dårlig stand. Kommunen vil gerne være behjælpelig med at udsende post til andre veje.
Kommunen kan ikke hjælpe med opkrævning af kontingent til vejlauget.
Desuden drøftede man sikkerhed ved udkørsel til Tibirkevej/Bækkebrovej. Der har tidligere været et spejl, men det ønsker kommunen/politiet ikke, da det giver falsk tryghed. Et skilt, som advarer om farlig udkørsel, vil man heller ikke sætte op. Kommunen er dog indstillet på at holde hækken til venstre for udkørslen.
Kommunen vil kun udføre vejsyn på Brøndgraverens Vej, hvis ønsket kommer fra beboere på vejen.
Generel hastighedsregulering i Lundene er en mulighed, man vil kunne søge om nedklassificering til 30 km, men det vil kræve anlæggelse af bump. Udgiften hertil skal afholdes af vejlauget.
Kommunen understregede endelig, at det påhviler vejlauget at vedligeholde skiltene med vejnavn.
Vedligeholdelse af Tisvilde Lundevej
Grusvejen
Vejens profil er grundlæggende forkert og bidrager til, at den halvårlige skrabning ikke holder ret længe. Inden for en overskuelig tidshorisont skal der derfor muligvis lægges mere grus på.
Indtil videre fortsættes med halvårlig skrabning.
Asfaltstykket
Asfaltstykket blev lappet i sommer. I den forbindelse har nr. 2 meldt sig ind i vejlauget, mens nr. 4 A har betalt sin andel af reparationsudgiften. Bestyrelsen forventer regelmæssige reparationer af asfalten, inden en grundlæggende ny asfaltering skal gennemføres.
Asfaltstykket ud for Markvej 2 er stærkt medtaget med store skader.
Generalforsamlingen anmoder bestyrelsen om at arbejde for, at denne matrikel også involveres i vedligeholdelsen.
Andet
Herefter udspandt sig en debat om opsætning af spejl v. udkørsel. Konklusionen var, at selvtægt ikke nytter, fordi politiet vil nedtage opsatte skilte.
Aflæggelse af regnskab
Per Korsgaard gennemgik det udsendte regnskab, som blev vedtaget.
Forslag til budget og kontingent: Bestyrelsen foreslog at fastholde det ordinære kontingent på 525 kr. i 2026. Forslaget til budget og kontingent blev vedtaget.
Valg til bestyrelsen
Følgende opstillede til genvalg:
for 1 år: Elin Schmidt – genvalgt
for 2 år: Per Korsgaard og Jakob Dynnes Hansen – genvalgt
Valg af revisor:
Bestyrelsen foreslog genvalg af Steen Skovgaard Christensen
Steen Skovgaard Christensen blev genvalgt.
Eventuelt
Den nye renovationsordning blev drøftet. Den træder i kraft pr. 1. januar, og nye renovationsbeholdere køres ud i løbet af oktober/november. Der henvises til Gribskov Forsynings hjemmeside.